Stormvarsel – fra Havneudvalget.

Kære sejler

DMI har udsendt varsel om stormende kuling med vindstød op til stærk storm i forbindelse med stormlavtrykket Amy, der nærmer sig landet fra fredag og hen over weekenden.

Det forventes, at Nordjylland rammes hårdest, men hele landet vil opleve kraftig blæst, regn og uroligt vejr – særligt fra natten til lørdag hvor vi i Randers, kan opleve vindstød op til 29 m/s

Når vinden lægger sig, forventes ekstra høj vandstand søndag – op til 1 meter over normalen kl. 20.00!

Ta derfor i god tid dine forholdsregler !

Til dig med båden på land:

  • Kontroller stativ, kalecher og presenninger
  • Fjern løse genstande omkring båden. (Både pga. blæst og vandstand)
  • Ingen el-samlestik på jorden, der kan gå vand i
  • Undgå ophold på vinterpladsen når blæsten er kraftigst
  • Hold øje med opdateringer om vejr og vandstand
  • Vinden kommer fra syd

Til dig med båden i vandet:

  • Kontroller dine fortøjninger ! – båden ligger mest stabilt hvis du krydsfortøjer og sørg også for at have fjedre på trosserne, og at trosserne er bundet godt fast til pælene, og IKKE kun lagt rundt om, så de kan løftes af, når vandet stiger! (Vandstanden lørdag eftermiddag siger -76 cm og søndag aften +100 cm, så det kan blive nødvendigt at justere trosserne i løbet af weekenden)
  • Er du koblet til landstrøm, så sørg for IKKE at have samlestik liggende på broen. (vandstanden søndag kommer over broerne)
  • Vær forsigtig hvis du færdes på broerne når blæsten er kraftigst ! Gå ikke alene, og ifør dig en redningsvest!
  • Undgå ophold på broerne, når vandstanden er højest!
  • Hold øje med opdateringer om vejr og vandstand
  • Vinden kommer fra syd

 

Du kan følge med i vejr og vandstand her:

Varsler for Danmark | DMI

Vandstand | DMI

 

Pas på jer selv og hinanden – og tak for samarbejdet!