Formanden bød velkommen til standernedhaling og fortsatte:
Det er jo en fast tradition, at vi nedhaler standeren her den sidste lørdag i oktober – og det er rigtig rart lige at kunne mødes og runde sæsonen af.
Sæson 2026 er ved at være nået til ende, når det gælder sejlads – og forhåbentlig har alle fået nogle gode timer på vandet.
Når det gælder de sociale aktiviteter, så er sæsonen jo ikke helt slut endnu! Om 14 dage holder vi igen afriggerfest i Rosenlund – det står Anette Birch og Hanne Pedersen for. Formelt udløb fristen for tilmelding i går – men hvis man hurtigt melder sig til, så slipper man nok alligevel med.

Inden vi runder året af, har vi også de traditionelle arrangementer med andespil og nytårs-komsammen med gløgg og æbleskiver, som Helle Bjørn og Mogens Sand igen i år har tilbudt at stå for.
I klubben har vi haft en god sæson, hvor vores aktiviteter med kapsejlads og senior-sejlerskolen har været i god gænge. Og særligt glædeligt er det, at vores junior-aktiviteter er kommet godt op i gear, og at vi har fået rigtig godt gang i skolesamarbejderne. Det kan vi takke Jørgen Lakkenborg og Niels Høyer for – sammen med det gode hold af frivillige kræfter, der har støttet op.

I bestyrelsen mener vi, at vi skal prioritere de sportslige aktiviteter og ungdomsarbejdet. Det er vigtigt for vores klub. Det holder os i gang og medvirker til, at vi udvikler os som klub, det tiltrækker nye medlemmer, og det giver Randers Sejlklub en helt særlig position i byen.

Jeg ved godt, at det også presser vores faciliteter. Nutidens børn og unge – og ikke mindst deres forældre – har andre forventninger, end vi andre måske havde for 50 år siden – og når det gælder de helt unge, har vi også et krav om at vise en distance til alkohol.
Når vi så kun har det meget beskedne klubhus, så kan der godt blive lidt kamp om pladsen. Vi øver os i at blive bedre til at annoncere, når vi reserverer klubhuset til klubbens aktiviteter – og jeg håber, at vi ved fælles hjælp kan undgå de fleste konflikter.
I år har vi haft en del personudskiftninger – omkring bestyrelsen, klubhuset, aktiviteter og udvalg. Mest markant var det, at vores to repræsentanter i Havneudvalget – Diana Jørgensen og Lezanne Holm – valgte at stoppe efter en formidabel indsats, men heldigvis har Lars Schjølin og Joachim Skjønnermand overtaget opgaverne.
Man hører ellers mange steder, at det er svært at finde frivillig hjælp, men vi har mange medlemmer, som gerne yder en indsats for fællesskabet – det gælder omkring aktiviteterne, men også omkring de forskellige arbejdshold, som bidrager til at holde vores havn og vores faciliteter i god stand.
Vores frivillige er selvfølgelig ikke ufejlbarlige – måske begår de indimellem en fejl, eller får sig udtrykt lidt forkert – men husk på, at de gør en frivillig og værdifuld indsats for klubben. Vi skal huske at påskønne deres indsats, vi skal tale venligt og ordentligt til dem – og vi skal måske vise lidt overbærenhed, hvis de en sjælden gang begår en fejl.
I det hele taget ønsker jeg, at vores klub skal være kendetegnet ved en god og kammeratlig tone mellem alle medlemmer.
Inden vi nedhaler standeren, så synger vi klubbens standersang med tekst af Emil Olsen og på melodien ”Der er ingenting der maner”. Det er ikke den nemmeste sang at synge, men det plejer at gå, når Thorkil Møller-Hansen hjælper med at synge for.
Der blev sunget!
Med det slutter sæson 2026. Som altid lidt vemodigt, og så alligevel ikke – for nu kan vi se frem til en helt ny sæson 2027. Det bliver en ganske særlig sæson, hvor klubben jo fylder 150 år, som vi fejrer med en reception på jubilæumsdagen den 24. juni, og med en festlig havneweekend den 25-26-27. juni.
Vi er i fuld gang med planlægningen af jubilæet, og vi holder planlægningsmøde igen på mandag – i klubhuset kl. 19:00, hvor I jo alle er blevet inviteret.
Randers Sejlklub er noget særligt. Det er vores fælles ståsted – som det har været for andre før os, og som det skal være for andre efter os. Det skal vi værne om, så vi fortsat kan arbejde for at fremme sejlsporten og styrke det gode kammeratskab.
Lad os råbe et trefoldigt leve for Randers Sejlklub – og nedhale flag og stander!
Tak – så er der kaffe i restauranten!