juni 17, 2017

Erindringer fra Randers Fjord

 

           Nogle erindringer fra Randers Fjord m.m. i perioden 1956- 66

SØREN WEITEMEYER

Min debut som sømand havde jeg som dreng i Randers Lystbådehavn sidst i 1940-erne. I forbindelse med min opdagelse af den store verden, som udgik fra Ågården nr. 1 A, Kereveder, var lystbådehavnen kommet ind i min sfære. Dengang lå bådene ved den lange bro for moringer med stævnen udad og med slæbejoller ved hækken ind til broen. Var man vaks, kunne man nå at få sig en god gyngetur i sådan en, inden man blev jaget væk. Nogle af disse stygge mænd skulle senere blive mine venner og læremestre udi sejlsporten. Da jeg flyttede med min familie til Ndr. Hornbæk sidst i 1950, blev aktiviteterne forlagt til bådlejet i Gudenåen. Her kunne man sammen med kammerater en stille eftermiddag snige sig til at “låne” en robåd eller skydepram, og en dag, vi ikke kunne stå for fristelsen og strømmen var udad, og hvor vi havde fundet en hjemløs båd, lod vi os drive med og endte i Dronningborg Bådleje øst for byen. Her mødte vi andre drenge med samme interesse, som havde skydepramme med mast og sejl, og en af dem var Jørgen Nielsen (’Bette Jørgen’).

Jeg kunne mærke at havnen og vandet trak i mig, så en forårsdag i 1956 cyklede jeg ned på bådepladsen for at se, hvad der foregik, og her mødte jeg Jørgen igen. Han havde fået et andet og større skiv, en rigtig båd “Vika”. Vi blev venner, og jeg kom med ud at sejle. ”Vika” var nærmest en piratjolle med fast køl, og det var den båd, jeg lærte at sejle i. Vi sejlede sideløbende i ’Hjarbækkeren’ med køb for øje, en båd af samme type men lidt større, men ”Vika” var den bedste. Jørgen var i lære som sejlmager, og jeg gik i skole, så pengene var små. Vi drømte om en båd med en form for kahyt, og pludselig en dag havde Jørgen byttet ”Vika” til “Wesle”. Nu var jeg så meget med, at jeg købte en anpart i båden for 40 kroner, som vi manglede til maling. De 40 kroner havde jeg tjent som svajer hos slagter Hansen i Hornbæk. Det gav mig nu ikke alene ret til at skulle deltage i arbejdet med båden, men også adgang til at sejle med den. Jeg sejlede af og til med andre kammerater om eftermiddagen, men det er turene sammen med Jørgen, jeg husker i dag. Jørgen var medlem af Randers Sejlklub, så papirerne var i orden. ”Wesle” var en tidligere drivkvase, der i tidernes morgen af Ingemann Markussen var blevet ombygget, havde fået påsat kahyt og fået lukket dammen. Den var en lille, bredmavet kragejolle med gaffelrig og bovspryd, og førte fok, klyver og gaffelsejl. Den havde haft utallige ejere på fjorden, min senere svigerfar havde også haft den, og var vidt berygtet for sin dårlige stand, men den havde kahyt, og det var væsentligt. Det sagdes om den, at Tordenskjold havde sejlet i den som dreng! ”Wesle” var utæt som en si, og vi sejlede da heller aldrig uden at have en sæk savsmuld med. Hver gang vi lå inde, skulle vi en tur rundt om båden med “dåsen”. Det var en konservesdåse på en lang stang, hvorfra vi rystede savsmulden ud under bunden, så  det  kunne  trække  med vandet ind  i  nådderne og  tætne.  Herefter skulle der altid syes sejl, som stort set var mørnede, så vi var sikre på at kunne komme hjem igen. På udturene om lørdagene blev vi overhalet af Københavner-paketten “Odense” (forhen var det “Ydun”, senere ”Zeus”) omkring Støvring-dæmningen, og kunne vi komme tæt nok ind bag om rutebåden, kunne den trække os med flere hundrede meter. Skipperen vidste godt, hvad vi havde gang i, og truede af os fra brovingen med armen i vejret: “Nu skal I fandens hvalpe snart holde op med det sjov, eller jeg skal komme efter jer”! Det var sjældent, at vi nåede alle 16,5 mil til Udbyhøj ved udmundingen af fjorden, og gjorde vi, så skulle hjemturen allerede begynde næste morgen, da det ofte var i kraftig modstrøm. En hjemtur på henad 10 timer regnede vi ikke for noget. Når vi lå i Uggelhuse, hvad vi ofte gjorde, kunne vi tjene til en øl ved at rejse kegler hos Søren på kroen, hvor der om lørdagen var bal i havesalen med rigtigt orkester. Her var vi ofte vidner til slagsmål mellem sejlere og bønderkarle. Var det dårligt vejr, kunne vi få lov til at sove på Sørens høloft imod, som han sagde: ”Jeg vil ikke ha` noget røøgen deroppe”.

Wesle i de Høje Enge

Det var tit, at vi ikke nåede ret langt. Jeg husker en lørdag aften, hvor vi lagde ind i Romaltkanalen. Den eneste udsigt, vi havde, var sivskoven omkring os. Her lå vi så mutters alene. Det var her, Jørgen lærte mig at splejse – endesplejsning, øjesplejsning og langsplejsning med udtynding og senere, hvordan man syede en flænge i et sejl. Mange holdt weekend i Kanalen. Her kunne ofte ligge en femten – tyve både eller flere i en lang række langs faskinerne. Kom der fragtskibe ind tidligt om morgenen, vågnede vi ved lyden i vandet. Så var det hurtigt op og holde fri, så bådene ikke væltede, når vandet ved passagen blev trukket væk under dem. Det var her, at vi en aften lå med ”Wesle”. Fjordens øvelsesbåd ”Esther” lå lidt længere henne, og dens skipper ’Tedde’ (’Brænderen’ efter hans knallert) kom hen til os og sagde: ”I aften kl. 7 er der navigationsundervisning, og det tar` I sikkert ikke skade af at deltage i”. Der mødte vi op, for vi havde hørt, at der blev lavet varm te. Det var almindeligt, at mange både på hjemturen om søndagen lagde ind ved de Høje Enge, når vejret var godt, for et ophold i en krydssejlads mod Randers. Her blev der så drukket kaffe og andet og ofte badet fra bådene når vejret var til det.

Dengang var der to færgefarter over fjorden. Ved Uggelhuse var der kun en jollehavn. Ud fra stranden gik en lidt længere T-bro og modsat den mod vest en vinkelformet bro langs sivkanten. Den kaldte vi ’Uno-Broen’, da kragejollen ”Uno” altid skulle ligge der.  Herfra var der færgefart til modsatte bred. Færgen var en fladbundet ro-pram. Den kunne vel have to til tre personer med og et par cykler. På ’Uno-Broen’ stod en mast med et signal, som ved en snor kunne hejses. Et tilsvarende stod på modsatte side af fjorden. Dette kunne færgemanden se fra sit vindue i sin kikkert, og så vidste han, at der var passagerer. Det var sikkert folk fra sommerhusene ved Hestehave, som skulle handle  i Uggelhuse, eller  gæster  til  kroen,  der  mest  benyttede sig  af  denne trafik. Jeg mener at huske, at en sådan færgefart kostede 2 kroner. For enden af T-broen lagde Uggelhusebåden til. Det var en udflugtsbåd, der sejlede om sommeren fra Randers og udgik fra åløbet. Den var ikke så stor som Fladbrobådene, da den skulle kunne komme under Sønderbro.

Ved Voer – Mellerup var der kongelig priviligeret færgefart. Det var Niels Hedegaard, der drev den. Det var en stor fladbundet kaag, hvorpå der var lagt et dæk, så kvæg og andet gods eller to almindelige biler der lige kunne holde ved siden af hinanden på tværs af prammen. På siden af kaagen var fastsurret en motorbåd som drivkraft og styring. Denne hed ”Ragna” efter Hedegaards kone. Det betød, at var bilerne kørt frem ombord, skulle de bakkes af. Dette arrangement blev i 1963 afløst af motorfærgen ”Ragna”, der sejler den dag i dag.

Vi var gaster til kapsejladserne hos Johannes Pedersen (den døvstumme skrædder) i “Dixi”, en Reimers skærgårdskrydser fra 1934 bygget hos Harder i Randers. Vel nok dengang fjordens hurtigste båd. Det var ikke ualmindeligt, at når ”Dixi” var tilmeldt en kapsejlads, så meldte andre sig fra, da de vidste, at de ikke havde nogen chance. Den var ikke opdateret, og genuaen skulle hales med dobbelthal direkte på klampen. Var genuaen på kryds ikke halet så hårdt, som den døvstumme ønskede, slog han os over ryggen med tampen af storskødet og udstødte mærkelige lyde, men det fandt vi os i; vi syntes, at det var sjovt, og vi ville være med, hvor der skete noget. Senere gastede vi sideløbende hos Palle Brorsen i 5 meteren ”Ki-Ki”. Det var en ualmindelig smuk båd, mørkeblå med lakeret oregonpine på dækket, og den havde to cockpit, et til gasterne og et til rorsmanden. Den var i tiden en moderne båd med tre spilkopper og halvautomatisk haler på bagstagene. Det var med ”Ki-Ki”, at jeg første gang var uden for fjorden. Min første rigtige havdåb fik jeg med Jørgen Grauengård (’Hvalrossen’ efter hans overskæg) i ”Ellen” – en kravelbygget 38 kvm. spidsgatter – og Palle Brorsen på en pinsetur til Anholt og efterfølgende Øster Hurup. Det var her, at vi kom bragende ind i havnen for fulde sejl, og ’Hvalrossen’ råbte med stor, myndig stemme: ”Hvad for en båd er billigst”?-  Det gik lidt hårdt for sig engang imellem.

Dengang var Øster Hurup havn, ligesom Bønnerup, en Ø-havn med vand bagom og en vej med en træbro ud til havnen.

Vi lærte at klare os selv, og arbejdet med ”Wesle” havde lært os at reparere og holde en båd flydende. Skulle man have en plads i havnen ved den lange bro, tog man selv en moring og smed den ud. ”Wesle” stod på land ved Bach Petersens værft. Den var altid våd i klinkerne indenbords, og det var vi trætte af. Det skulle der gøres noget ved, og den skulle moderniseres med garnering i kahytten. Dette blev udført med bløde masonitplader, som kunne trykkes ud i skrogets facon. Da Jørgen var “overskipper” stod han for dette arbejde. Jeg malede udvendigt på fribordet. Det lød voldsomt derindefra med vældige hammerslag og diverse forbandelser. Hvad der egentligt skete har jeg aldrig fået at vide, men pludselig røg hammeren igennem klædningen, og hammerhovedet kom ud gennem fribordet netop der, hvor jeg arbejdede med min pensel. Så fik ”Wesle” sin medalje (blyplade) nr. 17.

Vi var stolte over at sejle med sejl. Vi følte, at vi tilhørte en særlig race, som på magisk vis forstod at lade sig føre med vinden over vandene. Vi kendte betingelserne og de rettigheder, denne bevægelsesmulighed gav os. Havde ”Wesle” ’lagt øret til’, og alt var halet hjem, skulle der en hel del til, før vi slækkede  af  igen. Vi  lå  på  det  ’lange ben’ op gennem de Høje Enge over for Snedkerholmen. Der kom en motorbåd (”Vivi”) imod os midt i løbet. Vi råbte ham an flere gange: ”Motor viger for sejl” men uden nogen reaktion. Jeg sad ved kæppen, og overskipper havde givet utvetydig ordre: “Vi holder på”! Han havde ikke set os og blev synligt forvirret, foretog en undvigemanøvre, men til den forkerte side, og ”Wesle” løb cigaren (bovsprydet) ret gennem hans kahytsvindue. Vi forlod ham med ungdommens slagfærdige bemærkninger om at: “Motorbådsfolk bliver kun solbrændte i røven”. Det var på samme sted, at vi året efter fandt en død mand i sivkanten. Vi kom på kryds og ved en vending så vi ham. ”Esther” lå bag om os og vi råbte til Tedde hvad vi havde set. ”Esther” sejlede derover og så ham også. Tedde andmeldte det til politiet ved hjemkomsten.

Endskønt ”Wesle” havde en stor sejlføring, kunne vi ikke få nok på; min makker var jo sejlmager, så vi syede gamle sejl om, i håb om at få mere fart i båden, hvilket stort set var håbløst. Flying-jib, gaffeltopsejl og læsejl (under bommen) blev hængt på – og så gik det galt. Min første brækkede mast var i ”Wesle”. En lørdag eftermiddag med høj sol og en frisk vind fra vest skulle vi på weekend, og vi havde planlagt en superflot udlægning. Vi kendte jo ikke til motor, og det hele blev hejst op på en gang, og flaget blev sat under gaffelnokken. Vi gik højt op i korrekt sømandskab, og gaffelsejlet skulle hejses med pikken i vandret stilling, indtil inderliget var tot, og pigkloen på plads under æselhovedet, hvorefter piggen rejstes i rette stilling. Det har været et flot syn, da ”Wesle” faldt til for den friske vestenvind for fulde sejl og med skum for boven og kurs mod Udbyhøj –  men så langt nåede vi heller ikke den dag. De mange sejl havde gjort båden luvgerrig. I en hård havneriver bagfra, ud for roklubben, kunne vi ikke holde båden og bragede direkte ind i den store duc d´albe, som stod ud for petroleumsbroen, med det resultat, at alt over dæk røg udenbords!

Jørgen købte, på afbetaling, en gammel bermudarig af John Bjerre; den blev sat i båden, men ”Wesle” blev aldrig mere den samme. Den blev solgt, vel stort set foræret væk, og sank nogle år senere i åløbet. Den spøger endnu. Det er ikke længe siden, at der gik rygter om, at den var ved at komme op af mudderet i Grund Fjord ved Allingåbro!

Ingrid II

”Wesle” var afhændet, og vi steg over i “Ingrid II”, en gammel 30 kvm. ’Panten klasse X båd’ nr. T2, fra 1918, som havde fået påbygget lukket ruf. Den var lyseblå. Det var i fællesskab med en sejlmager, som hed ’Købde’. Jeg sejlede stadig med på min andel, jeg skulle jo ha` noget for mine 40 kroner. Ingrid sejlede så godt, at vi om sommeren, som andre, kunne nå ud at bade på Sælhundepollen, der lå lidt inden for Båken ved indsejlingen til fjorden, og så endda være hjemme til menneskelig tid. Fru Nielsen lukkede ikke ishuset på lystbådehavnen, før alle var kommet hjem. I ”Ingrid” brækkede vi mast nr. to. Vi skulle lægge ud fra T-Broen i Uggelhuse, hvor vi lå på indersiden. ”Ingrid” havde heller ingen motor. Inden for os lå “Smutten”, en lille ombygget fiskekutter. På dens fordæk lå ankeret og ragede ud over stævnen. Vi lå med næsen i vinden mod vest og satte fulde sejl, skubbede frem og faldt til vinden. Bagbords agterhalerstag fangede ”Smutten”s anker, og masten knækkede lige over salingshornet. Vi kom hjem med det sejl, der hang tilbage på stumpen. Masten blev repareret på simpel vis med et rørlignende beslag. Med ”Ingrid” var Jørgen og jeg på en uges sommerferie på Mariagerfjorden, og det var første gang, vi var på havet egenhændigt. Her så vi, hvordan man i stor stil tattede ål med petromaxlamper om natten. Dette blev senere forbudt. Her lå Grev Schimmelmann`s store motoryacht ”Meteor” i et åbent bådehus. Vi ’lånte’ en aften en jolle og roede ind til den, kravlede op på den og kunne kigge ind. Det var et herligt syn. Jeg mener at kunne huske, at der stod et klaver i salonen, så det var store forhold.

Der kan fortælles utrolige historier fra den tid, men her en enkelt: Dengang var sideafmærkningerne på Randers fjord, efter Kanalen, meget spartanske. Sejlrenden var hovedsageligt afmærket med ’midtervadere’. Vi skulle til Udbyhøj i ”Ingrid” til lørdag aften, da der var bal på kroen, hvilket vi var sat godt op til, og turen var planlagt i flere dage. Da vi nåede ud og lå mellem Edderkoppen og Stenrevet, forsvandt den sidste vind, og vandet løb indad. Vi fik en trosse gjort fast i en midtervader. Ingen vind, ingen øl, ingen tobak og ikke mere strøm på transistorradioen. Det var imidlertid blevet hen på aftenen og tæt tågedis. Vi kunne til vores ærgrelse svagt høre trommerne fra musikken ude fra kroen. Vi spidsede ører for at høre, om der kom en båd med motor. Da vi hørte en svag motorlyd fra vest, der nærmede sig, planlagde vi, hvordan manøvren skulle foregå. Jeg skulle være klar ved roret, og Jørgen skulle kaste slæbetovet fra fordækket. Vi ventede spændt og så en hvid skygge komme frem af tågen i god fart med skum for boven, og som havde kurs lige hen imod os. Det var lykken, troede vi, nu var aftenen reddet, og vi var klar. Det var Nethe og Ingemann Markussen i “Flickan”. Da de passerede tæt forbi os i fuld fart, råbte Ingemann: “Nåh, det er bare jer, I skal vel ned til Udbyhøj og lave ballade, så det er vist bedst´, at I bliver her“ – og så forsvandt de i tågen. Det havde han sikkert ret i. Vi kunne, til stor ærgrelse, stadig høre musikken fra Udbyhøj Kro. Vi turde ikke lægge os til at sove, da fragtskibene kom ind ved dagbrækket; dengang var der ikke lys på fjorden om natten, og vi lå midt i renden (vi ejede ikke en luksusting som et anker), så vi blev hængende i kosten. Vi kom først derfra næste morgen, da der kom så meget vind, at vi kunne holde strømmen op, som i nattens løb var vendt til udadgående.

Ingrid blev solgt, Jørgen skulle aftjene værnepligt, og min 40 kroners andel  var nok også sejlet op. Jeg havde fået øje på juniorbådene og meldte mig ind i Randers Sejlklub vinteren 1959. Det var også på dette tidspunkt, at jeg havde fået øje på en ung dame, Ulla Johannsen, som sejlede med sine forældre, Olga og Helmuth, i en smuk hvid kragejolle, der hed ”Di- Do”. Hende har jeg nu i skrivende stund delt båd med i over 57 år. Jeg sejlede således mine første tre år som ’pirat’. For at blive juniorbådsfører skulle der sejles som elev i mindst to sæsoner, deltages i vinterens undervisning i navigation hos kaptajn Haug, samt gennemgå tovværkslære, sejlteknik og andet med afsluttende prøve. Var dette bestået, kunne sejltiden afsluttes med en førerprøve. Herefter fik man et flot førerbevis (har mit endnu), og var der en båd ledig, fik man den tildelt som skipper, eller man fungerede som afløser. Man kunne godt sejle i juniorafdelingen uden at gå efter et førerbevis, hvad mange gjorde, og udelukkende deltage som gastesejler til aldersbegrænsningen var nået ca. 20 år, men det blev ikke taget så højtideligt. Da jeg i forvejen var et kendt hoved på havnen og havde god erfaring i en hel del ting, hvilket juniorlederen, Jørn Hornemann (’Slagter’) næppe kunne have undgået at lægge mærke til, slap jeg med et års elevtid. Jeg havde sejlet i ”Lille Klaus”, sammen med Lasse Damm og andre gaster, og fik da også den tildelt som skipper.

Det var som at få sin egen båd, med besætning. Vi elskede de både, passede og plejede dem, men var også hårde ved dem. Vi bød dem stort set alt, hvad de kunne holde til, og de sejlede, så snart der var mulighed for det, alle weekender, helligdage og sommerferier. Vi sejlede også alle de kapsejladser, der var indenfor rækkevidde, samt aftensejladser.

Kluk og Lille Klaus – Kapsejlads ved Udbyhøj

Der var fire juniorbåde, hvoraf de tre havde øgenavne. “Søs” J 18 ’Tøsebåden’, var rød og pigernes båd. “Kluk” J 125 var blå, kaldtes ’Gyngehesten’ grundet dens overdrevne store spring. “Polyt” J 129 havde mærkelig nok ikke noget øgenavn, og det var også altid den båd, der blev sejlet af de artige (duksedrengene), dem som stod mindst til skideballeparade. “Lille Klaus” J 93 blev kaldt ’Ølkassen’ grundet dens mørkegrønne farve. Jeg fik i 1962 lov til at male den lysegrøn og så hed den ’Strygebrættet’ grundet dens flade dæk og mangel på spring. ”Lille Klaus” var privatbygget i Nakskov i 1947 og købt til klubben i 1955.

Der var en skipper og to hold elever til hver båd. Besætningen var sat til tre, en fører og to elever. Tre kunne netop sove på dørken. Skippers plads var altid i midten, så kunne gasterne sove op af de våde fribord. De var så skiftevis med hveranden weekend, og fordelingen var: Pinsetur til Hadsund med kapsejladsen ’Mariagerfjordens Blå Bånd’ eller Bededagsferie til Øster Hurup med havkapsejlads. Sommerferien blev der trukket lod om. Det var sjovt med de lodtrækninger; det endte altid med, at det var de mest sejlduelige, som vandt. Jeg må nok i skrivende stund erkende, at var der nye elever, som ikke faldt godt ind i ’familien’, havde vi nok en stærk tilbøjelighed til at sejle dem ret trætte om foråret. Ved hjemkomst efter sejlads skulle der føres logbog i kontoret, men det var nok ikke alle oplysninger, der blev indskrevet.

Juniorbådene stod om vinteren på pladsen ved siden af klubhuset. De blev kørt på en vogn med bilhjul, så de tre af bådene skulle læsses af og stod med løse bukke. Den, der kom sidst op, blev stående på vognen og kom så først i om foråret. De blev altid søsat og taget op sammen. Det var Hans Nielsen (’Klodshans’), der som materielforvalter dirigerede dette arbejde. Hans var en god kammerat, endskønt vi sikkert anså ham for en oldsag, men han lærte os at gøre tingene ordentligt. Vi havde tillid til ham og kunne regne med ham, når det gjaldt. Hans ledede arbejdet med istandsættelse af bådene om foråret med hård hånd. En forårslørdag bad han mig om at gå til Harders Bådebyggeri for at hente fem liter mønjemaling til bundene. Da jeg gik igennem værftet og op af trappen til kontoret, så jeg, at Harder sad ved sit skrivebord med sin madkasse og termoflaske: ”Kun til dørtrinnet, ellers bliver du ædt”, sagde han med myndig stemme og pegede ned. Hans bidske schæferhund lå på gulvet og knurrede af mig: ”Hvad skal du”, vrissede han til mig”. Jeg skal hente det bundmaling, som Hans Nielsen har bestilt til sejlklubben. ”Er du blind”,  sagde han.  ”Kan du ikke se, at der er frokost. Kom igen om en halv time”. Jeg kunne se, at mønjespanden stod på gulvet ved siden af ham. Det var ikke altid, man blev taget på med fløjlshandsker. Jeg husker, at jeg brugte den halve time til at gå over og se på, at dragerne blev sat i stand. De stod under et halvtag på pladsen. De havde opmalet dobbelte vandlinier; det betog mig meget. De var flotte, men virkede helt uopnåelige for en ung mand på 17 år.

I foråret 1962 stod ”Lille Klaus” på pladsen med to løse bukke. Jeg husker ikke, hvem gasterne var, men de arbejdede med at slibe bunden. Jeg var oppe i båden og gøre rent for maling. Da jeg på et tidspunkt kravlede ud under fordækket, tippede båden forover, så bagenden løftede sig. Båden væltede over på styrbords side, og bukken gik igennem klædningen lige over vandlinien. De, der arbejdede udvendigt, havde flyttet støttestolpen under stævnen, og det var jeg ikke vidende om. Der blev ikke nogen ballade af den sag, da det var et hændeligt uheld. Der blev høvlet en 1,5 meter ny bordplanke på Bach Petersens værft; planken indsatte Hans og jeg med kobbernagler og to lasker indvendigt. Det var i den forbindelse, jeg fik lov til at male båden lys søgrøn. Båden var lysegrå indvendig. Karmene, agterspejlet, mast, bom og flagstang var blanklakerede. Ruftaget havde samme farve som dækket. Året efter fik ”Lille Klaus” lagt nyt hessianlærred på dækket, da det gamle krakelerede. Det lavede Hans og jeg i fællesskab. Dækket skulle jo helst være vandtæt. Stødlisten blev taget af. Lærredet blev sømmet fast langs karme og fisk med kobberteks, så tæt som en halv centimeter, og herefter skåret rent. Herefter blev lærredet strammet hårdt ud omkring dækkets kant og  fastsømmet på ydersiden – overkanten af øverste bord. Stødlisten blev påskruet igen og dækkede således sømrækken. Under listen blev lærredet så skåret af. Ved inderhjørnet af karmene ned imod dækket, blev påsømmet en blykant, der blev slået ind i konveks facon med en træklods, så den blev vandtæt. Bagved denne blev lærredet skåret af. Herefter skulle lærredet mættes op. Det blev gjort med den forhåndenværende maling, og til sidst fik dækket sin endelige overflade og farve. Det var i en lys flødefarve. Et sådant nylagt dæk var velegnet at gå på i urolig sejlads, da det ikke var så glat, som når det er malet op gentagne gange. Det var ikke ualmindeligt, at der på et gammelmalet dæk blev strøet fint sand i den våde maling for at gøre det skridsikkert. Søsætning og optagning af juniorbådene foregik med en kran, der var lavet af fire telefonpæle med hejseværk. Masterne blev taget af og sat i samme sted. Kranen stod først for mod vest, ved den lange bro, hvor rækværket står i dag. Det var en ren fest, når vi om foråret trak bådene hen ad Toldbodgade, og en ny sæson lå forude. Bådene var jo klubbens sejlerskole og skulle være sejlklare og ligge på deres pladser til standerhejsningen. De var jo på en eller anden måde nok en del af klubbens stolthed. Det så også flot ud, når der lå sådanne fire nyistandsatte både ved siden af hinanden, neden for klubhuset, i forskellige farver.

Lille Klaus i Udbyhøj Havn

Juniorbådene var utroligt velegnet som skolebåde. De var havgående og sejlede godt under alle vejrforhold. Sejlene var af bomuld, storsejl, krydsfok og stormfok. Storsejlet blev rebet ved at blive rullet omkring bommen, heraf udtrykket “ hvor mange omgange er der på”. Med seks omgange og stormfok kunne de klare sig igennem alt, hvis de blev sejlet rigtigt. For ikke at ødelægge et godt bomuldssejl ved rebet sejlads, rullede vi håndklæder, sejlposer og lignende med ind i sejlets hulning som fyld, for ikke at strække agterliget unødigt. Et bomuldssejl regnedes for at holde 7 – 9 år som kapsejladssejl. Det var tit i magsvejr, vi hejste stormfokken op i bomdirken som flying-jib. Jeg var så heldig at få nye sejl på ”Lille Klaus” i 1962. De var delvist betalt af indtægterne fra sangen om ’Klokkebøjen’, der var tilegnet sejlklubben, og som klubben modtog koda-afgifter for. Sejlene var syet hos Chas. Mortensen i Randers. Jeg kan huske, at de kostede knap 700 kroner.

Bådene var stort set spartansk udstyret. Et cockpittelt (bindes over bommen), en bomstol, en svaber (nødvendig som spilerstage), en pøs, en gulvklud, fire fendere, tre kapokredningsveste (blev udelukkende brugt som hovedpuder), en Optimus-primus med spektakelbrænder, en kedel, en gryde, en stegepande, en dunk til petroleum og en til vand, en flagermuslampe (lille), en øsekop, en flagstang med flag, en stander, en kanalkæp til affendring ved faskiner samt de nødvendige trosser. Hertil kom et anker med line. Disse grejer skulle der kvitteres for og oh-ve den skipper, som ikke havde det hele med hjem. Til bådene hørte der også en pagaj, men den fyldte for meget, så skulle der roes, brugte vi dørkbrædderne. Bådene var udstyret med lufttanke, så de ikke kunne synke. Bevidstheden om dette var nok årsag til, at vi turde tage kampen op med vejrguderne. Det var ikke ualmindeligt, at vi til en havkapsejlads væltede. Båden flød da lige akkurat så højt, at karmene var oven for vandet, men det kunne være besværligt at lænse den fri, hvis der var sø, som slog ind over. Det skete for mig ved forårssejladsen 1963.- Lufttankene blev på et tidspunkt udskiftet med flamingo under dækket, da det ikke fyldte så meget og således gav mere stuveplads, men havde samme opdriftsevne. På stangen agter førte vi yachtflaget med ’YF’ i guld i øverste stangfelt med den for Randers Sejlklub kendte femtakkede stjerne i guld nedenunder, tilladelse hertil givet til klubben i 1889 ved kongelig resolution. Det var vi lidt stolte af. Standeren sad i toppen af masten i standerspillet og virkede som viser for vindretningen.

Det havde tidligere været reglen, at når bådene skulle på havet, var der ledsagebåd med. Den trafik blev afskaffet, da ’Slagter’ (Jørn Hornemann) i 1960 blev alene juniorleder. Jørn havde i årene før været ledsagebåd med sundkrydseren ”Yvon” sammen med juniorlederen Leif Otzen (Lord Otzen, læs engelsk-herskeren) i kragejollen ”Leif”, men Jørn fik samme år en drage, som han nok hellere ville beskæftige sig med. Bådførerne har på det tidspunkt været så erfarne, at det ikke fandt mening med ledsagebåd. Jørn havde sikkert også nok af os til hverdag.

Jørn forlod os i foråret 1962, og lederskabet blev overtaget af Kurt Petersen (’Tahiti-Kurt’, efter hans båd). Det var en uskreven regel, at skulle bådene på havet, hvad de ofte var, skulle de følges ad. Vi sejlede tit gerne om natten for at nå så langt som muligt. Dengang arbejdede vi også om lørdagen. Af navigationsudstyr havde vi: En lanterne (petroleum), et søkort og et kompas. Da skipperne var ligeværdige, og ingen stod over andre, fordelte vi dette grej efter, hvad vi mente at have mest forstand på. ”Polyt” havde kortet, ”Kluk” havde lanternen, og ”Lille Klaus” havde kompasset. ”Søs” var ”tøsebåden”, så den behøvede ikke at have noget, den skulle bare følge efter os andre! Denne fordeling gav en del råben over vandene. I 1962 mistede ”Søs” sin pigeskipper, og den fik en ny, Villy Nielsen, så pigerne blev fordelt på alle bådene under sejlads, men når ”Søs” var i havn var den deres, og de boede i den. Den nye skipper ville ikke finde sig i at skulle sejle i en rød tøsebåd, så den blev malet lysegrå, men sit øgenavn beholdte den.

Vi tog mange chancer på lavt vand for at undgå bundgarnene, som kunne række milevidt ud til havs. Snød ofte Boels Rev i magsvejr, hvor vi kunne se de store kampesten, Mulbjerg-kosten og ’Skilderhusene’ ved Hals. Skulle vi hjem fra Udbyhøj i modstrøm sejlede vi ofte i ’bagløbet’ inden om Edderkoppen,  et  overet-mærke på fjorden.  Havde vi rundet  Gramsen, på vej hjemad og lå i stærk modstrøm,  kunne vi gå  igennem  Tjærbyrenden og tage den op over Dronningborg Bredning, hvor vi vel kunne spare nogle minutter. Dette gav også lidt variation i sejladsen. Vi vidste, hvor der var for lavt vand og krængede bådene over. Vi benyttede os meget af teknikken med at holde op til luv og udnytte sejlpresset til krængning, så vi kunne rutsche over. Græssede vi, var to mand i riggen og i værste fald en mand i vandet nok til at skubbe båden af. Var dette nødvendigt, sprang jeg selv i. Juniorbådene sejlede kapsejlads i deres eget løb (der var en overgang også to privatejede), men vi blandede os ofte, til ærgrelse for de andre, ved at gå efter ’startpokalen’ som vi havde gode chancer for at rende med, da bådene var let håndterlige på startlinien.

I 1960 skulle juniorbådene til kapsejlads, ’Mariagerfjordens Blå Bånd’, og vi ankom til fiskerihavnen i Hadsund ved midnatstid, som næsten altid våde og trætte. I ”Lille Klaus” var Lasse Damm og jeg. 2. gast, Peter Smith, skulle påmønstre ombord fra land. Vi lagde ”Klaus” til på molens yderside. Foran lå en fiskekutter. Ved en nærmere undersøgelse opdagede vi, at skydekappen til forkahytten var ulåst. I kahytten var der to køjer. Det kunne vi ikke stå for, og vi lagde os til at sove der. Vi vågnede tidlig morgen ved en kraftig motorlyd og en sitren i bådens skrog. Det var nok lidt af et syn for skipper, som fra styrehuset så to søvnige hoveder dukke frem af skydekappen. Han truede os med, at vi kunne komme med på hele fisketuren, men forbarmede sig over os, da vi fortalte ham, at vi skulle starte på kapsejlads kl. 10. Vi var vel da kommet nogle hundrede meter fra land. Han vendte skuden, sejlede så tilbage og satte os af. Vi takkede ham for hans venlighed og for godt natlogi.

Det var os, som i efteråret 1961 fik opstillet jernbanevognen ved klubhuset. Vi var dengang mange i juniorafdelingen, og vi manglede aktivitetsplads, oplagsplads til grej og rum til tørring af sejl. Vi havde haft grej og tørrede sejl på loftet af klubhuset, og alt skulle op og ned gennem en lem i kontoret. Jernbanevognen, en personvogn med endeperroner, som betød, at dørene var i enderne, blev købt af D.S.B. for 99 kroner. Arvid Petersen, Kaj Lindberg, juniorlederen og materielforvalteren stod som primus motorer. Den ankom på en  stor flad godsvogn. Skinnerne  til Vognfabrikken  Scandia lå dengang  på en dæmning på den nordre side af Toldbodgade, hvor gaden lå lavere end i dag. Det var ikke ualmindeligt, at der var oversvømmelse, så klubhuset stod på en ø. Vognen stod da henad et par meter over gadeplan. På en mindre vogn lå et halvt hundrede sveller, som var lånt. Gaden blev spærret en lørdag. B.M.S. kom med to mindre kraner. Af svellerne blev der bygget to platforme til at sætte vognen af på undervejs. Først skulle den drejes på tværs, og så løftes over af et par gange. Vognen var løftet over på den anden side lørdag eftermiddag, og søndagen gik med at få den bakset på plads og klodset op. Hans Nielsen, Helge Jensen (billedskæreren), Leif  Otzen og Jørn Hornemann lagde et stort arbejde i at rydde kupeerne i vinterens løb. Juniorerne satte den i stand udvendig. Vognen blev samlingspunkt for juniorafdelingen, som nu havde et sted at være. Den første kupe ud mod Toldbodgade forblev hel, som malershop. I skrivende stund er jernbanevognen forlængst væk, og der er taget andre foranstaltninger for juniorerne.

I flere år gik sommerferierne til Limfjorden. Vi søgte at gennemsejle med samme besætning, men det hændte, at et par gaster skiftede halvvejs, hvis der var pres på. Vi var enige om at måtte have 70 kroner med til de 14 dage, da vi skulle stå lige. Havnepenge deltes vi om (det vi stak af fra, var sparet). Dem, som røg tobak, måtte have 20 kroner ekstra. Vi behøvede ikke at skrive hjem for at fortælle, hvor vi var; man kunne ganske enkelt følge vores rute gennem opringninger fra diverse havnefogeder. Jeg mindes, at vi altid var våde. Kom det ikke ovenfra, så var det nedefra. Primussen blev hovedsagelig brugt til at holde bådene tørre under dæk og til lave te på. Det var sjældent, vi fik varm mad, ofte kun hvis vi var kommet forbi en kartoffelmark eller en have med et gulerodsbed og lignende. Det hændte også, at vi lå uden på en kutter med fisk i dammen, og det vi lagde vi af og til ind efter.

Sommeren 1961 lå vi i kanalen i Løgstør. Der var fest i byen, og der blev flaget overalt. ”Dannebrog” lå ved yderkajen. Om morgenen blæste det en hård vind fra vest, og vi fire juniorbåde gik i samlet sejlads med reb i storsejlet og for en lille fok i tæt regn på et spidst kryds ud igennem den afmærkede rende mod bredningen og med kurs mod Nykøbing. I renden blev vi overhalet af ”Dannebrog” (også med kurs mod Nykøbing), der kom i et langsomt og adstadigt tempo. Kongen filmede os og vinkede fra bagbords brovinge. Vi vinkede igen og hilste med flagene. Det var et flot syn, og vi følte os, som vi også var, ganske små. I Nykøbing blev vi altid modtaget med åben favn, ja, man ventede ligefrem på os. Vi sov i klubhuset og blev beværtet hos formanden og hans kone, hr. og fru Søndergaard. Jeg husker, at de havde en kragejolle, der hed ”Alf”. Dens meget flotte rorpind med udskæring kan i dag ses sat op på væggen i deres nye klubhus. I Ålborg overnattede vi i den gamle dampskibs-kommandobro, der stod på lystbådehavnens ydermole. I Struer var vi til fiskeriforeningens 100 års jubilæum med dans på Teglgården til Papa Bue`s orkester, og på Livø blev vi bortvist; vi måtte ikke være der, da der var kvindeinternat. I Hals fik vi lov til at være i søspejdernes hus, hvor der var hængekøjer. Her fik jeg engang lov at komme med fyrvæsenets båd ud på Hals Barre fyr, hvor der skulle skiftes bemanding.

Vi skulle til kapsejladsen ’Mariagerfjordens Blå Bånd’ pinsen 1963. Sejlede fra Randers lørdag eftermiddag i svag vind. Da vi havde passeret Als og lå på strækket ned imod Overgård, forsvandt den sidste vind, og vi smed ankeret på vestsiden af renden og lagde os til at sove, da det var blevet sent og mørkt. Besætningen var Kai Rosenberg, Rolf Boe Nielsen og undertegnede. Jeg vågnede ved, at lyden i båden var forandret, og så da, at vi drev frit i løbet, og at ankertrossen var slap. Hvem der havde bundet knuden i ankeret husker jeg ikke, men jeg stod til en større skideballe ved en hjemkomst uden anker. Efter endt kapsejlads og andet, var vi på vej hjem 2. Pinsedag. Da vi nåede til ca. det sted, hvor vi mistede ankeret, siger Kai: ”Prøv at sejle over i den anden side; det kan være, at vi kan finde det”. Det grinte vi meget af og udråbte manden til at være gal. Kai gik imidlertid op på dækket og holdt øje. Hvem sprang i vandet – det gjorde Kai, og imens vi passerede ham, så vi bagud, hvor han stod i vand til skuldrene og holdt ankeret op over hovedet. Kai råbte: ”Hvad siger i så”!

I 1963 var vi også på Limfjorden. Vi lå i Ålborg. Vi havde hørt, at man i Jens Bangs Stenhus kunne få mjød, og det skulle prøves. Det var Lasse Damm, Bjørner Søndergaard og jeg.  Da vi kom ind og gik ned af trappen til kælderen, ølstuen, så vi, at der var stuvende fuldt. En tjener standsede os og sagde, at det var et lukket selskab, og at vi ikke kunne komme ind. Dette havde man set fra selskabets side, og en anden tjener kom og sagde, at vi var blevet inviteret til en øl.  Selskabet rykkede sammen, og vi blev bænket iblandt dem og fik øl på bordet. Det var Christian Den Fjerdes Laug, som havde Walt Disney som æresgæst, og det var ham, som havde set vores afvisning og så inviterede os. Han havde været hovedtaler ved Rebild-festen. På tilbageturen gik vi omkring Honnørkajen. Her lå det norske skoleskib ”Sørlandet”. Vi stod på kajen og gloede på det herlige syn og måtte have lignet befarne søfolk i vores sejlertrøjer og gummisko, for vi blev, også de andre fra juniorbådene, inviteret til at komme ombord om aftenen kl. 20, hvor vi fik en rundvisning i hele skibet og efterfølgende serveret varm kakao sammen med besætningen. Det blev en begivenhedsrig dag.

Det var i Nykøbing, at ”Kluk” brækkede masten under starten i en selvforanstaltet kapsejlads. Det var en torsdag eftermiddag, og vi skulle være hjemme søndag, så gode råd var dyre. Ved hjælp af lokale venner ’fandt’ vi en passende flagstang, som blev båret til havnen under fællessang ’Da Moses ned fra bjerget steg’. Her blev flagstangen høvlet af, tilvirket og sat i båden. Afgang fredag morgen kl. 03.00.

Det var på den hjemtur, hvor havnefogeden i Øster Hurup låste alle fire besætninger inde på sit kontor, fordi vi havde ’glemt’ at betale på opturen, hvor vi lå med stævnen op imod kajen til højre for beddingen med ankrene bagud. Da vi om morgenen så havnefogeden komme, slap vi fortrossen og trak os ud til ankeret, så vi lå midt i bassinet. De andre både var smuttet. Her kunne vi så spise vores morgenmad færdig, imens han stod og råbte af os inde på kajen: ”Jeg skal nok få fat i jer”! Vi ankom igen på hjemturen sent lørdag aften, trætte og gennemblødte, og bådene og grejet var lige så våde om læ. Da havne-kontoret stod åbent, fyrede vi i kakkelovnen med gamle træfiskekasser og lagde os til at sove på bænke og borde. Han fangede os om morgenen, havde låst døren indvendig, satte sig ved bordenden og bankede i bordet med nøglen, hårdt, så vi vågnede. Vi ejede  ikke en mønt og blev først  låst ud efter telefonisk tilsagn fra formand Vogel med garanti om snarlig betaling –  2 kroner 50 øre pr. båd.

Juniorbådene havde nu i flere år sejlet Limfjorden tynd i sommerferierne, og vi kunne stort set farvandene fra Hals til Struer og rundt udenad. Vi trængte til at se nye horisonter, så sommerferien 1964 gik til Tunø. Dengang var der en minestrøget rute ud til Gjerrild afmærket med to lysbøjer. Det var blevet helt vindstille, og alle fire både lå for anker i Gjerrild Bugt lørdag aften ud for det lille fiskerhus på stranden. Ingen af os havde mere at ryge på. Jeg husker, at Tage Goldsmith solgte sin sidste cigaret for 1,50 kr. Dengang kostede en pakke med ti stk. 1,85 kr. Vi kunne se, at der lå en robåd på stranden, og tobak skulle vi have. Knud (’Slagter’s lillebror) blev beordret til at springe i vandet og svømme ind og hente båden, så vi andre kunne komme tørskoet i land. Vi var så heldige, at der var en lille påhængsmotor på, så vi var fri for at ro. Herfra gik turen i samlet flok, tolv mand stærk, til købmanden i Gjerrild. Ham bankede vi op ved ti-tiden om aftenen og påberåbte os at være sømænd, der manglede proviant. Han stod i soveværelsesvinduet, og efter en længere forhandling gik han ned og åbnede forretningen, men gjorde opmærksom på, at det ikke skulle gentage sig for tit! Hen på morgenen kom der en fiskekutter forbi, som vi prajede. Han slæbte os i en lang række til Grenå. Har et fint billede af det. Da vi var kommet i havn, spurgte vi ham, hvor meget det kostede. Han sagde, at vi kunne betale petroleumen. Det blev 2 kroner. Og så måtte vi endda frit tage fisk i hans hyttefad.

Vi blev i Grenå en dag over. Da det var flot sommervejr, og båden trængte til at blive vasket indvendigt, tømte vi den for grej på kajen, vi lå ved Vesters Skibsværft, og sejlede om til stranden ved Havlund for at bade. Da der så var gået vildskab i det, kravlede jeg op i masten og væltede båden; den kunne jo flyde lige med ruftaget og karmene ovenfor, så vi kunne øse den fri igen. Der var badegæster på stranden, som ikke vidste, hvad der foregik, så da de troede, at vi var i havsnød (en stille sommerdag) alarmerede de derfor Falck. De råbte os an fra stranden, modtog forklaring, fik beroliget badegæsterne, og der blev ikke mere ud af den sag. Undervejs sydover lagde alle fire både ind ved Hjelm, da vinden forsvandt, og strømmen var imod. Det var ved en lille bro på vestsiden af øen. Bådene lå med stævnen ind til broen og ankrene bagud, så vi havde siden mod stranden. Vi måtte, efter anbefaling, gå til ’fru Nielsen’ i den lille hvide gård på det flade forland og spørge om lov til at overnatte. Det fik vi lov til imod, at vi lovede ikke at bruge åben ild eller smide med papir. Vi så voldstederne efter Marsk Stigs borg. Om aftenen var vi gæster hos fyrmester Petersen og hans kone, hvor vi så fyret og maskinhuset og blev beværtet med ostemadder og varm kakao, og så fik vi lov til at ringe hjem. Under denne selskabelighed havde vi ikke været opmærksomme på, at det var blæst op med en kraftig vind fra vest, og at bådene nu lå meget uroligt og udsat. Det var pålandsvind, og vi turde ikke stole på, om ankrene kunne blive ved med at holde. Vi bestemte os for at flytte bådene og gå på østsiden af øen for at komme i læ. Det betød, at vi skulle sydpå omkring revet i buldrende mørke. Efter planlægning startede fyrmesteren den lille postbåd “Marsk Stig” op og trak os en efter en fri til åbent vand og holdt os der, en af gangen, til sejlene var sat. Vi ventede på hinanden. Jeg skulle sejle forrest, da jeg havde kompasset, som vi måtte lyse på med en lommelygte. Jeg havde bundet en tændt flagermuslampe fast på pullerten på agterdækket og blændede fremad af med et stykke pap, så den kun lyste bagud, og dermed havde de andre noget at følge efter. Det eneste, man kunne se, var søernes hvide bråd og øens fyr. Der var forud planlagt følgende: Vi skulle gå på styrbords halse imod vest i grøn karakter i ti minutter. Herefter styres i syd og passere rød og gul. Ved grøn drejes stik øst over rød til gul. Herfra sejles mod nord, til vi havde fyret i vest, og så forsigtigt ind til stranden. Vi brugte svaberen til at lodde dybden med. Fyrmesteren ville da stå på stranden og lede os ind med en blinkende lygte. Vi så blinket og kom i smult vand, hvor ankrene blev smidt efter en noget nervepirrende sejlads. Det var nok en af de få gange, hvor vi havde redningsvestene på. Vi bandt de fire både på siden af hinanden, spillede kort resten af natten, og lettede ved daggry mod Tunø i en jævn vind fra vest og næsten fladt vand. Jeg husker en meget smuk solopgang, men en kold morgen. Vi havde nogle herlige dage på Tunø. Var til bal i forsamlingshuset med levende musik, og vi lånte præstens jolle, som vi pilkede torsk fra syd for havnemolen. Vi havde hørt, at der skulle være et torskehul, men fik kun en enkelt.

 

Brækket mast ved Kragenæs

På den tur brækkede jeg min tredje mast. Vi lå i Grenå for hjemadgående og var nu kun to i besætningen, Kai Rosenberg og jeg. Vi lagde ud i en hård vestenvind, og ”Lille Klaus” kom som sædvanlig sidst ud af havnen. De tre andre både var en times tid foran. Få hundrede meter før trekosten ved Kragenæs syd for Fornæs, fik vi en hård vindbyge, og masten brækkede ved bombeslaget. Vi var heldige at kunne drive hen og få en snor i kosten. ’Fjorden’s øvelsesbåd ”Esther” (klinkbygget spidsgatter, Hobro 1919) lå også i Grenå for hjemadgående, og skipper ’Tedde’ havde holdt øje med os i kikkert. ”Esther” hentede os ind til Grenå igen, og dagen efter trak den os til Bønnerup for kryds i en nordvesten. ”Esther” havde ingen motor, så det blev en meget lang rejse med kraftig modstrøm omkring Gjerrild. I Bønnerup lå Niels Jensen ’Bomstol’ (efter at hans øjne skelede) med “Rollo”. Her fik jeg min sejlertids største skideballe (også gældende til i dag). ”Rollo” trak os over til Udbyhøj for sejl, og ”Kluk” trak os ind af fjorden til Randers. Der var stor opstandelse, da vi kom hjem, men Kurt (juniorleder) og Hans (materielforvalter) tog det roligt. Jeg blev anvist at hente en tilpas lang og tyk granpind ude hos tømmerhandelen på Grenåvej. Jeg bandt den fast på min cykel og trak afsted med den. Det gav en del bildytteri i krydset ved Sønderbro, da jeg kom der med en 8,5 meter lang stang. Den blev flækket to gange på langs, på Harders Værft, og på kryds limet sammen for at gøre den stiv. Jeg høvlede den og gjorde den færdig med skinne, beslag og lak. Dette arbejde foregik ved jernbanevognen under kyndigt opsyn af Hans. Fjorten dage efter havde ”Lille Klaus” fået en ny flot supermast. Der var stor ballade på efterårsgeneralforsamlingen og megen snak om uansvarlig sejlads og udgifter med ’de unge mennesker’, men Hans tog mig i forsvar og gjorde uret til skamme. Det viste sig, at masten omkring bombeslaget var helt perforeret af gamle skruehuller og dermed svækket betydeligt. Det var sådan, at bomuldssejl strakte sig med alderen, og da masten ikke er højere, end den er, så flyttede man bommen nedad. Fik man nye sejl, begyndte man forfra. Det var gjort på ”Lille Klaus” flere gange før, og den svækkelse, det medførte, havde man ikke været opmærksom på. Hans påtog sig skylden og roste sig af, at han havde at gøre med raske unge mennesker, som kunne bjærge sig selv, og så endda komme hjem med både båd og mandskab.

Vi var kommet ind i en tid, hvor pigerne følte mere selvværd som sejlere. Vi undgik dem helst som gaster til kapsejlads, men de krævede nu at være med. Til forårshavsejladsen 1965, nægtede ’Bom-Inge’ (Inge Larsen, hendes far var ledvogter) at stå i land, da hun mente at kunne udfylde sin plads lige så godt som en mand, og jeg indvilligede da, efter megen larm, i at tage hende med. Bådens anden gast, Flemming Bjerring (”Tøsen”) og jeg mente, at vi kunne gøre det bedre selv. På et tidspunkt i sejladsen, hvor vinden tog til, og søen var høj, skulle der skiftes til stormfok, og Inge meldte sig straks frivilligt. Hun nåede ud i stævnen med sejlposen – og røg så ud. Da hun passerede forbi i læ side af cockpittet, nåede Flemming at få fat i hendes ene ben, men kunne ikke holde hende. Jeg fik snoet enden af storskødet et par gange rundt om hendes gummistøvle og fik gjort fast på klampen. Vi lod hende hænge der lidt tid, så hun kunne mærke, hvordan det var at sejle havkapsejlads. Hun blev under stor besværlighed og i høj sø sat af på marinekutteren (den helt gamle), der var dommerskib, på dens læ side. Denne manøvre var der et flot billede af i Randers Amtsavis. Vi gennemførte sejladsen, men kom sidst i mål.

Vi havde et godt kammeratskab og sammenhold. Skulle der være fest i gaden, var vi som regel alle med. Vi kom sjældent hjem uden, at der var noget at prale af. Vi var til ’Mariagerfjordens Blå Bånd’ i 1962. Havde været til den store fest på Skovpavillonen i Hadsund og skulle ned om læ hen på den lyse morgen. Bådene lå ude i fiskerihavnen, og det var langt væk på den tid af dagen. Hvad gør tre trætte skippere så, når der står en hest inde på en mark. Vi sprang på hesten, Svend Nielsen (’Ballad-Svend’), Tage Goldsmith og jeg. Svend havde ved en tidligere lejlighed vist, at han kunne ride på en ko, så det skulle nok gå. Svend var forrest og styrede, Tage i midten og jeg bagest. Jeg kom på omvendt, Tage hev mig op, og jeg kunne så holde øje med trafikken bagfra. Hvordan Svend fik hesten styret igennem Hadsund er stadig en gåde, men vi bandt den til en pæl på stejlepladsen på havnen til stor forundring for de gamle, som sad på sladrebænken den næste morgen.

I 1964 gentog festlighederne sig, men på en lidt anden måde. Vi var igen på vej ned til fiskerihavnen, hvor bådene lå, efter kapsejladshalløj i festsalen på Hotel Hadsund. Vi var nok ærgerlige over, at aftenen var forbi, og at der ikke skulle ske mere. Det var småregn, og vi skråede over jernbaneterrænnet bag om banegården. Her holdt en skinnebus (motorvogn). Vi havde vel stadigvæk lidt øl tilbage i hånden, og døren til vognen stod åben. Det var et herligt sted at kunne nyde de sidste dråber. Jeg ved ikke, hvad der skete, men flere i besætningerne var i lære og arbejdede på Vognfabrikken Scandia, så tog vidste de alt om, og pludselig var motoren startet. Kan man føre en båd, kan man vel også køre et tog. Vi kørte i stille tempo hen over skinnelegemet til stor fornøjelse for alle. Da vi efter et par hundrede meters kørsel nåede til svinget før broen over fjorden, blev vi nok betænkelige, godt hjulpet af en mand, som stod på en altan og råbte af os. Det var noget med politiet. Vognen blev sat i bakgear, og vi parkerede den der, hvor den stod, før vi lånte den. Den køretur blev der fortalt store historier om flere år efter.- Vi havde i forvejen lidt erfaring med jernbaneskinner. Det var et par år før, vi lå i Uggelhuse. Vi skulle til bal i Volkmølle, men der var ikke flere tog fra Grenå den aften, og to kilometer var åbenbart for langt at gå. Der stod på perronen en skinnecykel med platform, og hvad sker der så? Den satte vi på skinnerne, alle mand ombord, en mand på hver pedal og så afsted. Vi satte den af skinnerne i Volkmølle – så havde vi jo sikret os transportmulighed tilbage. Nok lavede vi drengestreger, men vi ødelagde aldrig noget og øvede heller ikke hærværk.

Udbyhøj var som regel endestation i weekenderne, og det hændte da også, at vi kikkede op på kroen. Den berømte kromand ’Kommunisten’ skulle lukke kl. 01.00, men havde svært ved at få gæsterne til at gå. Han fik en aften den lyse ide at slukke for lyset på hovedkontakten for at få gæsterne til at gå. Det ærgrede os meget, men gav os en mulighed, som vi var nødt til at udnytte. Den følgende lørdag gik alt som planlagt, og lyset blev slukket klokken 01.00, og så var det, at vi bar en kasse øl ud af bagdøren i mulm og mørke. Det var dengang, der var 50 stk. i en kasse. Det efterfølgende gilde blev afholdt på havnen, men det var nok en af de hændelser, der ikke blev skrevet ind i logbogen.

Der var dengang ikke nogen havn i Udbyhøj Syd. Lodsbåden havde sin egen plads. Vest for denne var der en lang skrøbelig bro til joller, gående ud fra det hvide fiskerhus. Den måtte vi ikke ligge ved, men gjorde det af og til. Vi havde hørt, at der var bal på ’Gryden’ (vistnok ejet af ASF Dansk Folkehjælp). Det havde ord for at skulle gå ordentligt for sig, da det var en feriekoloni for forældre med børn, men man kan have sine tvivl, når man tænker på, hvor mange flasker der altid lå ude omkring bag ved buskene. Vi har sikkert selv afleveret nogle også. Vi lå i Udbyhøj Nord en lørdag aften, hvor vi havde hørt, at der var bal i Syd på ’Gryden’, hvilket vi mente, at vi burde deltage i. Fiskeskipper Hans Jepsen (senere lodsbådsfører), hans kutter var rød, boede i Udbyhøj Syd, men havde sin kutter liggende i Nord. Når han skulle ud, roede han over i sin robåd. Den aften lå hans robåd i havnen, og kutteren var væk, så vi lånte robåden. Vi regnede med, at han skulle ud og ’snorre’ hele natten, men han skulle kun ud og tømme et par ruser og var tilbage først på aftenen. Det vidste vi ikke. Da han kom ind, så han, at robåden lå ovre ved broen på den anden side af fjorden, og at der lå fire forladte juniorbåde i havnen, så han vidste godt, hvad der var sket. Oh-ve en ballade der blev, da vi højrøstet og larmende kom tilbage med båden ved halv to-tiden om natten. Han var godt ’sat op’ af  at have ventet på os i flere timer. Der var dengang ingen færge til Syd. Hans og jeg blev senere gode bekendte og grinede mange år efter af den historie, som han selv yndede at fortælle.

Udbyhøj Nord (Vasehuse) var dengang en aktiv fiskerihavn. Mod vest en mole af kampesten, som vi ikke kunne ligge ved. Den var ofte også oversvømmet af højvande, så man ikke kunne komme i land. Mod øst og syd en vinkelmole af beton med grøn lanterne ved indsejlingen. Mod nord i havnen en flad strand. Her hjemhørte adskillige større og mindre fiskekuttere samt en del joller. På molen lå Karla´s fiskehus med sladrebænken. Umiddelbart bagved stod et gammeldags lokum med hullet ud over molen. Herfra så man af og til papir flyve ud over vandet. Baglandet var den sædvanlige rodebutik, som man dengang så i fiskerihavnene. Diverse skure, gamle opstaldede godsvogne som skure, og losseplads med alskens skrammel som kasserede fiskenet, fiskekasser, gamle motorer og meget andet. Vi lå om natten som regel uden på fiskerbådene. Det betød, at vi tidligt om morgenen hørte ’braget’, når petroleumsmotoren blev startet, og fiskeren skulle ud. Så røg spanden af skorstenen, den var som regel bundet i en snor, så den ikke røg helt væk, og vi måtte op og flytte både. Spanden var for, at det ikke skulle regne ned i røret. I en årrække var havnen hjemsted for stenfiskeren ”Ole”. Det var en stor gammel selvsejlende stålpram. Den var altid forladt i weekenderne. I den var der en lille kabys med gasfyret komfur, og der var ikke langt til hyttefade med fladfisk. Dette benyttede vi os ofte af, som regel til natmad. Som tidligere omtalt var kroen et aktiv. Her var som regel altid stuvende fuldt lørdag aften. Der var fjernsyn i salen, og det var vigtigt, at vi nåede frem så tidligt, at vi kunne se Flintstone kl. 20 med efterfølgende festlighed. En god sommer-weekend kunne havnen være helt pakket med op til 25-30 lystbåde og endnu flere, når der var kapsejlads. Forårs- og efterårskapsejladsen var som regel på en trekantbane uden for Båken. Hvis vejret ikke var egnet, blev sejladsen lagt ind i renden med start uden for havnen, gående ud til Kirkegrund og om til Råby Odde. Familiesejladsen gik fra Udbyhøj til Randers. Det var en sejlads, hvor alle kneb var lovlige, dog ikke brug af motor.

Vi gik faktisk mange ture derude i Udbyhøj Nord; ud ad diget forbi Skansen og videre til Skalleværket, bag om skoven til Sødringholm, og ad landevejen tilbage. Var vi i Syd gik turen som regel op på Fyrbakken, hvorfra man i klart vejr kunne se til Gjerrild, og derfra videre til bunkerne, tyskernes kanonstillinger fra krigen.

Lå vi i bådene uden på hinanden, og der skulle være lidt fælles hygge, bandt vi ofte cockpitpresenningerne op, så det gav et stort fælles rum. Gik der kådhed i det, hvad nemt kunne ske, blev der badet fra bådene. Det startede som regel med, at der var en, som på uheldig vis ’ved en fejl’ blev skubbet i vandet. En sådan uro i havnen kunne godt give en hel del palaver med ’de gamle’, som helst ville nyde en stille sommeraften med solnedgang.

Jeg hjalp sideløbende i 1963-65 min tilkommende svigerfar med at bygge ”Di-Do II”. Det var en uklasset folkebåd bygget i mahogny med forlænget kahyt og 7 hk. Marstalmotor.

De ’gamle’ juniorbåde blev i sidste halvdel af 60-erne løbende udskiftet med to nyere J 324 ”Klaus” og J 330 ”Kluk”, som blev solgt i 74. Hermed var en 20 årig lang æra i klubbens historie afsluttet. Jeg var så heldig at være med, da afdelingen var på sit højeste og ser i dag ca. 55 år efter stadig flere venner fra dengang som sejlere på Randers Fjord.

Jeg forlod Randers Sejlklub foråret 1966 for at aftjene 2 års værnepligt i marinen. Det blev som kampinformations- og navigationskorporal i sejlende tjeneste. Som elev i bevogtningsfartøjet ”Neptun” P 536 og undervandsbåden ”Tumleren” S 328. Herefter som befalingsmand et år på korvetten ”Bellona”  F 344. Jeg kom først tilbage til Randers Sejlklub vinteren 1974, hvor vi byggede MOD 6 “DI- DO III”, men det er en hel anden historie.

Skrevet i 2016.